Da Irma og Maria smadrede mit elskede Dansk Vestindien

September 2017 blev en tid, jeg aldrig glemmer. Dén september blev den værste i mit liv – og bedste – grundet to kategori 5-orkaner, som ramte St. Thomas, St. John og St. Croix med 14 dages mellemrum

Hvis nogen for omkring 10 år siden havde fortalt mig, at jeg en dag ville blive meget påvirket af nogle orkaner i det tidligere Dansk Vestindien, ville jeg have slået en skraldlatter op. Mig!! Hvordan skulle jeg kunne blive påvirket af lidt vind i Caribien? Jeg bor der jo slet ikke! Pjat.

Men ikke desto mindre var det netop, hvad der skete. August havde som sædvanlig haft sine kraftige storme, og Harvey havde raseret Texas voldsomt den 25. august. Det var der massiv mediedækning af, bl.a. fordi Texas ikke normalt er i skudlinjen for sådanne storme. Vi følte alle med de stakkels indbyggere dér, men vidste også, at det føderale USA nok skulle tage sig af problemerne i kølvandet på Harvey.

Stilhed før stormen

Den første weekend i september åndede alt fortsat fred og ro i det østlige Caribien. Men den 3. september begyndte jeg så småt at forstå, at noget uhyggeligt var under opsejling alt for tæt på mine elskede øer St. John, St. Thomas og St. Croix.

Det startede med et blogindlæg fra en Facebook-ven, som i 1995 havde overlevet orkanen Marilyn. Hendes historie var rædselsvækkende og skrevet som kommentar til nogle ret dårlige prognoser, der spåede, at orkanen Irma med stor sandsynlighed ville ramme De Amerikanske Jomfruøer, som det tidligere Dansk Vestindien hedder i dag.

Eftersom jeg er meget interesseret i øerne og deres historie og har været derude nogle gange, bl.a. på en længere working holiday i 2013, fulgte jeg nu lidt nøjere med over de næste dage. Som dagene gik, stod det klart, at Dommedag var nær.

Og nej, det er ikke for at dramatisere eller efterrationalisere. Jeg tænkte virkelig, at det her er Dommedag, det er enden for øerne. Irma havde nemlig udviklet sig til en af de kraftigste kategori 5-orkaner nogensinde. Faktisk sprængte den skalaen, idet der blev rapporteret om vindstyrker, der lå uden for kategori. Man har bare ikke en kategori 6 (endnu).

Den 5. september stod det klart, at katastrofen var uundgåelig, og jeg gik rundt med en kæmpe knude i maven. Jeg kunne ikke bære tanken om, hvilke rædsler folk og fæ på øerne stod for at skulle gennemleve.

I løbet af dagen flød Facebook over med billeder fra nogle af de mindre øer beliggende øst for USVI, som de tidligere danske øer kaldes i daglig tale. Her kunne man rigtig se Irmas altødelæggende kraft, bl.a. blev lufthavnen på den franske ø St. Martin tilintetgjort (det blev senere oplyst, at 95 % af øen er ødelagt, ligesom nogle af de andre mindre øer i nærheden er affolkede).

Og den 6. september kom så denne livevideo fra St. Thomas, hvor man kan se og høre Irmas rasen – vildt uhyggeligt!

Sitting in limbo

Nu blev jeg først rigtig dårlig, og jeg skrev til min gode veninde og nabo her i ejendommen, for jeg kunne simpelthen ikke være i mig selv af bare angst. Hun kom straks ned til mig, jeg stortudede, og vi fik talt lidt om det hele. Det betød alverden at kunne dele sine bekymringer og sorg med én, der forstod mig!

Bl.a. var jeg meget bekymret for Nina på St. Croix. Hun prøvede at give udtryk for optimisme i sit svar, men Nina er en dame på 80 år, som har oplevet Hugo i 1989 og ved, at naturens kræfter ikke er til at spøge med. Min udlejer tilbage i 2013, Ian, har en del familie på St. Croix og St. Thomas, og han var naturligt nok nervøs på deres vegne. Ian er selv født og opvokset i Frederiksted og kender også til naturens luner på de kanter.

Så var der mine musikervenner fra Milwaukee, som havde passet deres spillejobs og derefter ikke kunne få plads på et fly, ganske som så mange andre. De havde heldigvis fået et af de absolut sidste værelser på et hotel i Charlotte Amalie, efter de havde hjulpet deres ven ved vandet med at orkansikre hans hus.

Resten af aftenen gik med at holde kontakt med forskellige personer i Danmark og USA for at støtte og informere hinanden, så godt man nu kan på distancen. Alle var dybt bekymrede og nærmest i en zombie-tilstand. Hvad kunne vi stille op? Ingenting.

Jeg gik i seng og prøvede på at sove. Efter en time vågnede jeg og tjekkede Facebook, som flød over med den ene mere tragiske beretning end den anden.

Men pludselig faldt jeg over et opslag fra mine musikervenner, som havde gennemlevet nogle skrækindjagende timer.

Dette billede tog Jeff Hamilton af det ødelagte værelse, og det var jo ingenting i sammenligning med, hvad vi senere skulle se. Men rædslerne var slemme nok:

“Well that was totally terrifying!!!
3hrs of non stop pummelling. Going on 16hrs of rain
As we saw the walls leaking then the roof start getting torn off, the bathroom ceiling coming apart, constant rain into the room; Matt Mf Tyner were wondering if our gigs would be cancelled this weekend….
That and if we were gonna live to play them.
Well we did live and security moved us into a room that though has water all over the floor; has electricity, fridge , 2 dry beds and…..WIFI!!! Wtf??
Needless to say we are ecstatic at our not very good yet comfortable current situation as opposed to our grim previous situation.
We are ok so far and that is what matters! 🙂
Thank you all for your well wishes and positive vibes! Much love from both Matt MF Tyner and I!!! Updates when we can”

Skaderne blev dokumenteret fra alle sider

Mens vi alle nervøst ventede på nyt fra især St. John, som var meget tavs i nogle dage – ganske enkelt fordi der hverken var strøm eller mobildækning – stod det ret hurtigt klart, at St. Croix var sluppet meget nådigt fra mødet med Irma. Det var virkelig glædeligt, men samtidig var det svært at være rigtig glad i lyset af de massive ødelæggelser og lidelser på de nordligere beliggende St. Thomas og St. John.

Det viste sig ret hurtigt, at der var sket alvorlige skader på hospitalet på St. Thomas, hvis patienter måtte evakueres til fastlandet, så snart det var muligt at lande med helikopter. Lufthavnen var ødelagt, og i de følgende dage blev de voldsomme ødelæggelser oprullet en efter en.

En uge efter Irma så vi nedenstående video af Tutu High Rise på St. Thomas, som er totalt ødelagt og nedrivningsklar. Murene blæste væk på begge sider, ja faktisk blev en kvinde suget ud af sin lejlighed og kastet mod jorden. Hun overlevede ikke. Alligevel boede folk i ruinerne i lang tid efter. De havde ikke andre muligheder.

Et par dage før videoen fra Tutu fik vi en barsk video fra Cruz Bay på St. John, som kaldte tårerne frem hos mig. St. John er den mindste af de 3 øer med lidt under 5.000 indbyggere. Øen går i folkemunde under navnet “Love City”, hvilket jeg til fulde forstår.

Cruz Bay er (lige nu må jeg sige var) den mest charmerende og farverige lilleputby, man kan tænke sig. En sand perle og min absolutte favorit af alle byer på de 3 øer. Den var nu forvandlet til ukendelighed. Selv den hyggelige blå bygning Lumberyard, hvor jeg for 7½ år siden aftalte med mig selv, at jeg engang skulle leje hjørnekontoret og arrangere turistture derfra, ligger i ruiner. Dér sank mit hjerte virkelig!

To dage efter Irma kom forløsningen

Jeg følte, at jeg gennemlevede et mareridt i lysvågen tilstand i de dage og uger. Jeg sov virkelig dårligt, vågnede mange gange hver eneste nat af stress og bekymring. Det var især slemt de allerførste dage, fordi jeg følte mig så afmægtig.

Men om aftenen fredag den 8. september dukkede pludselig en besked op på Messenger, som skulle vise sig at få enorm betydning for mig.

Karin Olsen, som jeg lærte at kende på St. Croix under mit ophold i 2013, kunne fortælle, at der netop var startet en dansk indsamling! Præcis det vi havde ventet på.

Det var Steen Uffe Tommerup og Signe Lund, som jeg også lærte at kende i 2013, der spontant havde besluttet at starte en indsamling til fordel for de orkanramte øer.

YES!!! NU KUNNE VI ENDELIG GØRE NOGET!

Som den allerførste overførte jeg et beløb. Jeg nævnte for Steen, at jeg ville dele opslaget på min side og give folk mulighed for at overføre på Mobile Pay til mig, da det var lidt besværligt at betale direkte til GoFundMe. Steen var straks med på idéen og gav sine læsere samme mulighed.

Karin overførte også et beløb, og pludselig talte vi sammen på kryds og tværs. Helt spontant opstod Team Hjælp Vestindien, som vi senere kaldte os.

Nu tog tingene for alvor fart

Vi fik nogle fine donationer ind i indsamlingens første dage, men vi var klar over, at der skulle skrappere midler til, hvis vi for alvor skulle ud over rampen.

I weekenden brainstormede vi på kryds og tværs, vi lavede lobbyarbejde med at kontakte politikere på tværs af Folketingets partier, vi kontaktede forskellige medier. Der blev kort sagt skudt med spredehagl.

Til vores store frustration nævnte medierne nemlig INTET om katastrofen på de tidligere danske øer. I stedet fokuserede de på, at Irma om nogle dage ville ramme Florida. Jo jo, men hvad med de områder, der VAR blevet ramt, som oven i købet har været en del af Danmark i 250 år??? Det var vildt frustrerende for os alle.

Steen fik en aftale om at komme i Go’morgen Danmark, hvis vi kunne finde frem til en nødstedt dansker på St. Thomas, som der kunne etableres telefonforbindelse til. Vi knoklede for at finde egnede emner, hvilket ikke var nogen nem opgave, da kommunikationen med øen var ret sparsom efter orkanen.

Men det lykkedes, og så fik vi travlt med at få lavet et link til donationer og researche på de mest akutte behov i kølvandet på en orkan.

 

Wow, det virkede at komme på landsdækkende TV!

I løbet af de næste dage tikkede der dagligt donationer ind, som jeg hver aften overførte til indsamlingen. Derudover overførte mange donorer direkte.

Det var i de dage, jeg blev klar over, hvor mange der fulgte vores anstrengelser og satte pris på dem. Sympatien strømmede os i møde, både fra vildtfremmede og folk tæt på. Det var meget rørende, og det holdt os kørende i en følelsesmæssigt barsk tid, hvor der ikke var plads til mange timers søvn eller privatliv.

For at være ærlig havde jeg vanskeligt ved at opfylde mine forpligtelser over for mine kunder i en god uges tid. Det havde jeg det virkelig skidt med, men der var hverken timer nok i døgnet eller energi på tanken. Jeg var i dyb sorg, og en morgen kunne jeg næsten ikke kravle ud af sengen eller gå tur med hunden. Batteriet var fladt. Jeg var klar over, at det var skidt, men hvad skulle jeg gøre?

Netop den morgen havde jeg sendt min veninde gennem 35 år en sms om, hvem man ringer til angående en indfanget undulat? Jeg spurgte på vegne af en Facebook-ven, som netop havde fundet en undulat bag sin bil. Min veninde troede, at det var mig, der havde fundet en pipper, så hun ringede for at høre nærmere. Hun kunne straks høre på min trætte og triste stemme, at jeg ikke var mig selv. Denne veninde er ikke så tit på Facebook, så hun anede intet om, hvad der var sket i den forgangne uge, eller hvad jeg havde gang i.

Nogle timer senere ringede min dejlige veninde igen og meddelte, at hun ville komme på besøg efter arbejde, for nu havde hun været på Facebook og ville gerne forbi og tømme sin pung. Som sagt så gjort. Pungen indeholdt 600 kr. fra min veninde og hendes mand og 100 kr. fra hendes forældre! Så stortudede jeg igen! Det gjorde jeg meget ofte i de dage, når jeg blev bevæget over folks lyst til at hjælpe. Mange af mine venner donerede ikke så meget pga. selve sagen, men fordi de ved, hvor meget de øer og deres situation betyder for mig, og hvor glad og taknemmelig jeg blev for hver en krone.

Min veninde og jeg drak en kande te og sludrede i nogle timer, til jeg pludselig ikke kunne holde mig vågen længere. Dén nat sov jeg for første gang i lang tid godt, og dagen efter havde jeg genvundet min energi. Jeg sendte min veninde en varm tak dengang, og jeg sender hende en varm tak igen nu – af hjertet TAK <3 Det er i sådanne situationer, man finder ud af, hvem der er sande venner.

Sorte skyer i horisonten

Ret hurtigt efter Irma, ja faktisk inden for et par dage, viste folk og forretningsdrivende på St. Croix sig fra deres bedste side. De tømte supermarkederne for vand, fødevarer og andre fornødenheder, som de sejlede op til søsterøerne St. Thomas og St. John i pendulfart.

Det var virkelig opløftende at se og høre de mange rørende beretninger. Her var der tale om ét folk, der rykkede sammen i nødens stund, og det var øernes store held, at St. Croix var nogenlunde uskadt, da den så kunne bruges som base for nødhjælpsarbejdet.

Men ak, det skulle vise sig at være en stakket frist!

Først havde vi med bævende hjerte fulgt udviklingen af orkanen José, der fulgte i Irmas spor. Gudskelov drejede han fra i sidste øjeblik. Vi troede alle, at nu var det værste overstået, nu handlede det bare om at få hjulpet og genopbygget øerne.

Men vi gjorde regning uden vært, for endnu en hidsig madamme var på vej, og hun hidsede sig mere og mere op, jo tættere hun kom på sit mål.

Det var Maria, som havde besluttet sig for at gøre det arbejde færdigt, som Irma ikke havde formået – nemlig at smadre St. Croix. Dét gjorde hun til fulde, hun var stort set på niveau med Irma. Faktisk skulle man tro, de var enæggede tvillinger fra Helvede.

Præcis 14 dage efter Irma, onsdag den 20. september 2017, gik Maria i land

For at det ikke skulle være løgn, besluttede også denne orkans øje at lægge sig over en af de tidligere danske øer, denne gang vestenden af St. Croix.

Vi havde det alle virkelig dårligt, da vi blev klar over situationens alvor. Nu duede planen om at bruge St. Croix som base ikke længere, den ville blive lige så totalskadet som St. Thomas og St. John. Endnu flere tusinde mennesker ville få brug for hjælp, både akut og på langt sigt.

Og hvad der var dybt uretfærdigt og ubærligt:

Alle de godhjertede mennesker, der havde tømt supermarkederne for varer for at hjælpe deres søstre og brødre på de nordlige øer, stod nu uden mulighed for at hjælpe sig selv.

Min personlige redning rent mentalt blev, at jeg lige præcis den dag skulle til indflytningssyn på mit nye kontor i Glostrup. Jeg havde gennem længere tid forhandlet med udlejer for at få kontrakten på plads, og nu var det så. Dagen efter skulle jeg flytte fra min tidligere kontoradresse. Så jeg var optaget af lavpraktisk arbejde, selv om jeg hele tiden havde en tanke i Caribien.

Efter indflytningssynet kørte jeg hen på en adresse i nærheden, hvor jeg havde fundet ud af, at man pakkede nødhjælp. Jeg ville undersøge, om vi på nogen mulig måde kunne hjælpe med nødhjælp fra Danmark. Jeg aftalte med lagermanden, at vi skulle kontakte chefen for en aftale.

Som sagt så gjort, og tirsdagen efter kørte Steen og jeg ud og talte med chefen. Det viste sig dog at være en Mission Impossible, hvis man ikke har begreb om nødhjælpsarbejde eller har nogen bag sig, der kan den slags. Samtidig er USA, som øerne hører under, et industriland og ikke et udviklingsland, og allerede dér opstår en masse forhindringer. Så vi måtte slukørede opgive dét projekt.

Maria spændte også ben for vores første hjælpeaktion

Længe inden Maria (læs: en uges tid) havde vi fundet ud af, hvad vores første hjælp skulle gå til.

Nogle af Steens og Signes venner, der til daglig bor på St. John, havde været i Boston under Irma. De var straks begyndt at indsamle hjælp og havde pakket en container, som de manglede penge til at sende med skib.

Vi var helt enige om, at vi skulle støtte dette projekt, men vi havde endnu et stykke vej op til de lovede USD 3.000, så vi kunne ikke straks donere.

I mellemtiden meldte Maria så sin ankomst, og så var gode råd dyre! For nu var der ingen mulighed for at sende skibet afsted. Dén sved, det var virkelig svært at kapere!

Men langt om længe kunne vi sende i alt 4 containere med nødhjælp og byggematerialer fra Boston til St. John – sikken lettelse!

Hvad skulle næste delprojekt være?

Nu skulle vi så finde et nyt delprojekt at støtte. Vi var enige om, at vi denne gang skulle hjælpe St. Croix, der havde været så uselvisk i de første 14 dage efter Irma og nu selv var i knibe.

Billeder fra St. Croix slukkede hurtigt vores første spæde håb om, at denne ø måske alligevel ikke var så hårdt ramt. De første billeder, der slap ud, var fra østenden og Christiansted, som ikke var ramt helt så hårdt som vestenden. Der gik ret lang tid, før vi fik nyt om vestenden, simpelthen fordi der ikke var strøm eller mobildækning. Ganske som på St. John to uger før.

Vi kontaktede forskellige organisationer mv., der bad om hjælp, men det var svært at få en overbevisende dialog i gang med nogen. Vi fik hele tiden henholdende svar.

Men da Karin så kontaktede David Johnson fra Cane Bay Cares, kom der skred i sagerne! Meget hurtigt besluttede vi en tidlig morgen at bruge vores resterende midler i dollars på at hjælpe beboerne på St. Croix med solcellelamper. 

Der arbejdes hårdt på at få genetableret strømmen i hele territoriet, men p.t. har kun omkring 20% af territoriet fået strømmen tilbage. Man er derfor afhængige af generatorer og lamper, der kører på solenergi, så man ikke er afhængig af batterier.

Endnu engang var det en helt fantastisk følelse at medvirke til at gøre en forskel for ganske mange mennesker for ganske små midler!

Jeg er personligt stolt over, at vi med hjælp fra lidt over 80 personer og et politisk parti – Dansk Folkeparti donerede små 10.000 kr. fra en indsamling på deres årsmøde midt i september – og med absolut nul erfaring som indsamlere er nået så langt. Det havde ingen af os fantasi til at forestille os i weekenden efter Irma, hvor det hele begyndte.

SÅ EN KÆMPESTOR TAK TIL ALLE JER, DER GJORDE DET MULIGT!

Fra os i Team Hjælp Vestindien og fra St. John og St. Croix.

Men vi er ikke færdige! Vi mangler St. Thomas! De har stadig hårdt brug for hjælp!

Den amerikanske beredskabsstyrelse, FEMA, arbejder sammen med øernes pendant, VITEMA, de amerikanske ingeniørtropper og en hel masse såkaldte linemen på højtryk for at genetablere strømmen og genopbygge infrastruktur og bygninger. Men i lyset af det enorme omfang af ødelæggelserne er det en langsommelig affære, og folk kommer til at have en meget vanskelig hverdag i MANGE måneder og år.

Det officielle Danmark sendte for 6 uger siden to hold med i alt 14 mand fra Beredskabsstyrelsen ned for at hjælpe med genopbygning af skoler og plejehjem. Det er vi utroligt glade for og stolte over – og i al beskedenhed har jeg en formodning om, at Karins, mit og flere andres vedvarende pres på statsministeren, bl.a. via hans Facebook-side, var med til at gøre udslaget. Det duer jo heller ikke, at man på 100-året for Transfer Day 31. marts 2017 holder fine skåltaler om det gode forhold mellem De Amerikanske Jomfruøer og Danmark, hvis man så ikke er klar til at følge op med handling. Men det blev der rettet op på, bedre sent end aldrig, og befolkningen på øerne er virkelig glade for hjælpen fra de meget kompetente danskere.

Det er den officielle del af det. Blandt helt almindelige mennesker er der fortsat brug for helt basale fornødenheder.

Amerikanerne har en god og lang tradition for at hjælpe med velgørenhed som en del af deres kultur. Uheldigvis er der bare ikke så meget fokus på territorierne US Virgin Islands og Puerto Rico, så de får ikke samme hjælp, som hvis de havde været delstater på fastlandet.

DERFOR HAR VI STADIG NOGET AT GØRE – MEN VI KAN IKKE GØRE DET ALENE!

Hvis du vil være med til at hjælpe os det sidste stykke vej og sætte et flot punktum for en lille gruppe stædige danskeres hjælp til tidligere landsmænd, så støt os på en af følgende måder:

Mobile Pay:

Steen Uffe Tommerup – 61 71 31 00

Henny Jensen – 30 63 84 89

PayPal:

https://www.paypal.me/HjaelpVestindien

PS: Hvis du stadig er med så langt, vil jeg sige dig en stor og varm TAK, fordi du læste min historie. Det er ikke kun min historie – mit mål er at få opmærksomhed på situationen på disse skønne øer, som rigtig mange danskere har besøgt som turister gennem årene. De fleste kan berette om den hjertevarme, vi som danskere bliver modtaget med. Så skal vi ikke give lidt dansk hjertevarme retur med en dansk donation til St. Thomas? Det vil vi blive husket for med taknemmelighed.

ONE LOVE!

Opdatering 29. januar 2018

Til behagelig orientering sluttede vi Hjælp Vestindien-indsamlingen medio december 2017 ved at donere et beløb til My Brother’s Workshop på St. Thomas. Det kan du læse meget mere om via linket.

Situationen på øerne er stadig vanskelig. Det vil den være i mange måneder fremover – nok nærmere år.

Men mange hoteller, restauranter osv. er genåbnet, og mange strande er ryddet op og klar til turister. De steder, der blev allerhårdest ramt, forventer at genåbne i løbet af 2018.

Det ALLERBEDSTE du kan gøre, hvis du gerne vil hjælpe, er at aflægge øerne et besøg i nær fremtid.

HUSK at besøge St. John også. Den er en yndig lille perle, som desværre alt for ofte bliver overset og glemt. Det er virkelig synd og skam. I mine øjne er St. John bedst af de 3 øer i det tidligere Dansk Vestindien.

Se selv her, hvor store fremskridt der er sket på St. John siden september 2017 – det er ret vildt!

Rigtig god fornøjelse – og igen tusind tak, fordi du læste med – og en endnu større TAK, hvis du var en af dem, der hjalp øerne i nødens stund! Det glemmer vi aldrig!

 

Copyright © 2017-2020. All Rights Reserved.

 

NB: Få automatisk besked om nye indlæg – indtast din mail i boksen nederst på siden.

Del gerne via knapperne her!