Puuuhha – jeg må vist snart på afvænning, er blevet totalt oplevelsesjunkie! Jeg nærmest sover med min rygsæk, mit kamera, min vandflaske, mine solbriller – og mine trofaste Ecco-sandaler, som har stået model til lidt af hvert de sidste snart 8 uger
…fortsat fra Rejsebrev fra Oz – del 1
Hvordan er det nu, at jeg skal komme i de der varme cowboybukser og den langærmede bluse igen? Kan ikke forestille mig det … Meeen, der findes sikkert noget rehab af en slags, f.eks. noget der kaldes ”arbejde” og ”vintervejr”.
I dag har jeg været oppe på Mount Coot-Tha i Brisbane Botanic Garden, hvor man kan få dette view over CBD i Brisbane. Alle større australske byer med respekt for sig selv har et Central Business District, som er byens forretningscentrum med skyskrabere. Brisbane er Australiens tredjestørste by – up and coming and proud of it, too!
Byen med ca. 2 mio. indbyggere kaldes også The River City
Det kaldes den, fordi floden Brisbane River bugter sig gennem byen som en slange. På en eller anden måde havner man hele tiden ved vandet. Det er ret specielt, jeg har aldrig før set så mange broer side om side. Vandtransport er en lige så naturlig del af dagligdagen som biltransport.
Livet ved vandet kan dog også være farligt. I 2011 blev byen voldsomt oversvømmet, med pludselige springfloder og mange druknede til følge. Flere blev overrasket af vandmasserne i deres biler. Den oplevelse har sat sine tydelige spor i befolkningen. Men på en solskinsdag er en tur op og ned ad floden naturligvis altid hyggelig.
I dag var jeg som sagt i Botanisk Have …
… og i går lørdag på et hyggeligt marked nede ved floden.
Den danske klub Heimdal holdt stor fødselsdagsfest
Lørdag aften holdt medlemmerne af Heimdal en farverig fest, hvor de fejrede de mange runde fødselsdage blandt medlemmerne i årets løb.
Klubben er grundlagt af folkedansere, som emigrerede fra Danmark for snart mange år siden. Så der blev aftenen igennem danset lancier i flotte rober, dansk folkedans, skotsk folkedans, linedance og almindelig spjætten rundt for tumlinger som mig! Aftenen mindede mig meget om mine to første uger på St. Croix sidste år, hvor jeg havde fornøjelsen af en masse amerikanere, der dansede gamle engelske countrydanse på nabohotellets grund.
Det var festlige 6-7 timer med dans hele aftenen, kun afbrudt af en dejlig 3-retters dansk middag og tillykke til fødselarerne. Jeg blev taget ekstraordinært godt imod som gæst nr. 101 og delte bord med bl.a. den tidligere danske konsul i Brisbane, Frank Nissen Wiis og hans søde hustru Jean. Frank har boet i Brisbane siden 1949 og kunne berette om mange sjove episoder fra sit lange og spændende liv hernede.
Sidste weekend var jeg på Fraser Island i silende regn
Fraser Island er verdens største sandø, 125 km lang og 22 km bred, og som det eneste sted på kloden vokser der her regnskov i sand – en fysisk umulighed ifølge lærebøgerne! Men ikke desto mindre har mangen en skovfoged og skovarbejder måttet sande med egne øjne, at det umulige faktisk er muligt lige netop her, og kun her. Ingen ved vist rigtig hvorfor.
Ude ved vandet kører man på 75 Mile Beach med firhjulstræk, inde på øen på særdeles bumpede bjergveje. Det er en videnskab at lukke luft ud/fylde luft på, og vi sad da også fast i sandet på grund af den heftige regn. Alle mand ud og skubbe!
Dingoer er bestemt ikke kæledyr
Vilde dingoer mødte vi også, de kan være temmelig aggressive og farlige i deres jagt efter føde. En 9-årig dreng blev dræbt af dingoer på øen for et par år siden. Derfor er der advarselsskilte alle vegne, som oplyser om, at det er strengt forbudt at fodre dingoer eller efterlade madrester, at man skal have sine børn inden for rækkevidde, at man aldrig må gå rundt alene osv.
Dingoer nedstammer fra den østasiatiske ulv og er ekstremt intelligente og snu. Efter sigende kan de f.eks. finde på at drive deres bytte længere og længere ud i vandet, til det drukner – inklusive mennesker!
Men det var fantastisk at se disse vilde hunde i deres rette habitat, hvor de eksisterer på deres vilkår, ikke vores. På fastlandet betragtes de af farmerne som en plage, samtidig med at de er en fredet dyreart, temmelig ambivalent. The Dingo Fence fra 1880’erne er verdens længste hegn, etableret for at beskytte fåreflokkene mod angreb.
Om aftenen blev vi indkvarteret på 4-sengsstuer. 3 tøser på 23 og 27 år spurgte, om jeg ville dele værelse med dem, de kunne nemlig godt se, at jeg kun lige er 25… Lindsay, Laura og jeg gjorde strandbaren usikker, der var nemlig Happy Hour, det skulle man ikke sige to gange til os – SHALANTA og SKÅL!
Umulig regnskov og sand i 72 nuancer
Dagen efter skulle vi ind på øen og se det umulige – regnskoven. Undervejs mødte vi en bus på vej ned, og der er altså kun plads til et monstrum ad gangen på de smalle spor, så vi bakkede en kilometers penge, indtil vi kunne knibe os ind i en lille lomme.
Nogle af os skulle hjem på dag 2, så Steve kom og hentede os i en mindre 4WD. Altså, rutsjebanen på Bakken kan godt gå hjem, den er INTET mod, hvad Steve kan diske op med af hoppeture!! Meeen, han sad nu også fast på et tidspunkt, he he!
Tilbage ”i Australien” kørte vi gennem den fantastisk smukke Cooloola National Park, på 44 Mile Beach, gæt hvor langt vi mon kørte? Her har man med computerteknologi slået fast, at sandet har 72 forskellige farvenuancer. Det har det også ovre i The Cathedrals på Fraser Island, men der regnede det.
Og så var der Anne Sophie, Rasmus og lille Annabel på 18 måneder. Hendes navn havde vi lidt problemer med … Allah? Nej, Henny, ikke Allah. Animal? Nej, Steve, ikke Animal. ANNABEL, nå! Hun klarede de to dage i fin stil, lo og sang og var bare en glad, men lidt genert pige, i hvert fald når “den væmmelige dame” så på hende. På den korte færgetur så vi en delfin springe, yay!!
Men nu er vi godt nok langt fremme i historien! For lige at samle en tabt tråd op, så fortsatte Oplevelsesekspressen fra Sydney til Melbourne den 2. januar 2014.
Oplevelsesekspressen dampede fra Sydney til Melbourne
Her skulle jeg bo 9 nætter hos Laura og Greg, som jeg fandt via Airbnb. Familien talte foruden hunden Ruby også kattene Bailey og Tia. De var anledning til stor moro under mit ophold. Bailey prøvede hver dag, flere gange om dagen, at snige sig ind på mit værelse. Desværre for ham har jeg haft kat og ved, hvordan de tænker, så jeg var altid forberedt på en kat på den anden side af døren – iihhh altså!
En aften, hvor Laura og Greg havde inviteret mig til at spise med, lød der et ordentligt PLASK ude fra guldfiskedammen. Laura sprang op og reddede Bailey op, han hang med det yderste af neglene og skreg med øjnene: MOR!! HJÆÆLP!! KOM OG RED MIG!!
Laura og Greg er nogle utroligt søde og betænksomme mennesker. En morgen kort efter nytår var jeg ved at hoste mine lunger op og var rigtig syg. Samtidig havde jeg samme morgen modtaget meddelelsen om et meget trist og uforklarligt dødsfald i vennekredsen nytårsaften, så jeg var helt opløst, da jeg kom ud af værelset. Laura smed, hvad hun havde i hænderne og kom hen og gav mig en ordentlig krammer, og vi fik en god lang snak, mens hun lavede citronte med honning af sin mors hjemmedyrkede citroner. Det fik mig på benene igen, et par timer efter var jeg klar!
Den eftermiddag gik jeg en tur i den katolske, tændte lys og funderede lidt over, hvor skrøbeligt livet er og hvor vigtigt det er at få noget ud af det, mens man kan. Derefter gik jeg i teatret og så Grease, og således blev det alligevel en god dag.
Af de store byer er Melbourne min klare favorit
Melbourne er den næststørste by i Australien, er hovedstad i staten Victoria og har 4,25 mio. indbyggere. Den er utrolig hyggelig og charmerende, med sine utallige haver, parker og flotte huse og palæer i victoriansk stil, også i min gade.
Min kameralinse var totalt forelsket og ville næsten ikke holde pause!!
Jeg travede byen tynd og fandt hyggelige og finurlige ting på min vej, elsker det!
Røg en tur i detentionen i det gamle Melbourne Gaol … ”I’m in the jailhouse now” …
… og overværede retssagen mod Australiens mest berygtede bushranger Ned Kelly …
Melbourne ligger utrolig kønt ned til Yarra floden, smukt syn både dag og nat!
Great Ocean Road – monument og populært turistmål
Selv om der konstant var noget at udforske i Melbourne, tog jeg på en heldagstur langs Great Ocean Road. Vi var kun 4 på turen og startede før alle de andre turoperatører, så vi fik mulighed for at se de fleste steder i ro og mag. Great Ocean Road blev bygget af hjemvendte soldater fra The Great War (Første Verdenskrig), dels for at skaffe arbejde til dem, dels som et mindesmærke for de mange faldne australske soldater. Den er et meget populært udflugtsmål blandt lokale og turister.
Undervejs fandt vi en sovende koala og en echidna (myrepindsvin) i vejkanten.
Nu var vi så langt, at vi skulle se De Tolv Apostle fra luften, hvis vi ønskede det. Det gjorde jeg naturligvis, min første helikoptertur nogensinde, waauw!!!
Fantastiske klippeformationer eroderet af havet gennem mange tusinde år … The Razor Back, Loch Ard Gorge og hvad de nu ellers hedder. Der er nu ikke tolv, men kun en 7-8 stykker, 12 sælger bare bedre!
Og så var der London Bridge, der kollapsede delvist i 1990. En mand og en kvinde blev fanget på den nye ø, der gik nogle timer, inden en helikopter reddede dem i land. I mellemtiden fik pressen det til, at de to vist måtte være elskende, siden de var så pressesky og i øvrigt arbejdede i den samme by, de var begge gift. Hvorfor skulle de ellers være lige der og ikke have overordentlig stor lyst til at blive fotograferet?!!
En anden dag tog jeg på Melbourne Museum, på vejen dertil ligger den prægtige Royal Exhibition Building opført til verdensudstillingen i 1880 og nu optaget på Verdens Kulturarvsliste. De kunne altså noget dengang, flot bygning!
Den fascinerende aboriginale kultur og historie
På museet koncentrerede jeg mig mest om den aboriginale afdeling, da der var lavet en meget fin udstilling med film, historier m.v. af nulevende aboriginere, der forsøger at genoplive eller holde de gamle traditioner i hævd. Man regner med, at aboriginerne har beboet Australien i omkring 50.000 år. Endnu længere tilbage, for 70.000 år siden, kom de fra Afrika til Asien, hvorfra de altså kom til Australien.
I alle de år levede de mange hundrede stammer med hver deres sprog og traditioner et stille og roligt liv i pagt med naturen, hvor filosofien uanset stamme var, at passer du godt på Moder Jord, passer hun godt på dig. Man tog kun det fra jorden, man havde brug for, og nedlagde man et dyr, f.eks. en kænguru, blev alt brugt – ALT! Hver eneste person blev tildelt en rolle i stammen tidligt i livet, alle havde betydning, ingen blev overladt til sin egen skæbne.
Aboriginernes skabelseshistorie er The Dreaming eller Dreamtime, den varierer fra stamme til stamme og fra sted til sted. Men typisk er fortællingen, at landskabet ser således ud, fordi forfædrene til nutidens dyr, f.eks. kæmpe wombatter eller kæmpe slanger fra dinosaurtiden gik eller snoede sig gennem landskabet og på den måde skabte de bjerge og dale, vi kender i dag.
Men så kom englænderne
Englændernes ankomst i 1788 og op til nyere tid resulterede i en næsten total udryddelse af aboriginerne. For det første havde Australien været totalt afsondret fra resten af verden i disse mange tusinde år. Det betød, at de indfødte ingen modstandskraft havde overfor den hvide mands bakterier og sygdomme. For det andet var de indfødte vant til f.eks. kænguruskind eller skind fra andre dyr. Disse skind holdt dem både varme og tørre. Nu kom englænderne med deres tæpper, som blev totalt gennemblødte i regnvejr, så fik de indfødte lungebetændelse, som deres immunforsvar ikke kunne bekæmpe.
Hvad der ikke tog livet af dem på denne måde blev klaret med rifler, man ønskede simpelthen at fjerne aboriginerne fra jordens overflade. Da man på et tidspunkt ikke længere lovligt kunne aflive dem, samlede man dem i stedet i reservater – settlements – på samme måde som med f.eks. indianerne i USA. Børn blev fjernet fra deres forældre, det blev forbudt at tale sit stammesprog, man måtte kun tale engelsk.
Meget af dette vidste jeg godt på forhånd, men det blev meget levendegjort for mig, da jeg deltog i en Aboriginal Heritage Walk med Den i Melbournes botaniske have.
Den var et af “de stjålne børn”
Den er en uhyre autentisk formidler af sit folks historie, og hans personlige historie gjorde et stærkt indtryk på mig.
Han var som barn blevet anbragt i en af disse settlements, stak af fra den som ung og blev dybt alkoholiseret, som det desværre ofte er tilfældet med aboriginere. Jeg konstaterer det selv jævnligt på mine ture rundt. Der er ikke mange aboriginere i gadebilledet, men de få, der er, ses ofte med en flaske og et tomt blik.
Efter mange års misbrug og social deroute blev Den kristen og begyndte at tage ansvar for sit liv. Det skete ikke fra den ene dag til den anden og der var mange sten og tilbagefald på vejen. Men til sidst lykkedes det ham at slippe alkoholens svøbe og lægge bitterheden over sin skæbne bag sig.
Den er uden tvivl kommet langt, men det var samtidig klart, at han har et stykke vej igen. Han fortæller mange jokes på bekostning af englænderne, f.eks. ”Tag nogle med, når du rejser hjem!”
Mange ting kan klares med humor, men man kan ikke undgå at bemærke den underliggende bitterhed, som er fuldt forståelig. Men som han siger:
”Forestil dig, at jeg kommer som gæst i dit hjem. Jeg fjerner dig fra dit hjem, jeg adskiller dig fra din familie, jeg anbringer dig et sted, hvor jeg har fuld kontrol over dig. Og du må i øvrigt ikke længere tale dit eget sprog eller gøre de ting, du har været vant til. Hvordan ville du have det med det?”
Tjah, det er jo til at forholde sig til.
Deres udsendte er ikke spirituel
Billederne herover viser en rygeceremoni. Det allerførste man gør, når man kommer til et nyt sted, er at tænde ild og lave en rygeceremoni. Man lægger forskellige planter på bålet, nogle er for at komme i kontakt med ånderne, andre er en tak til Moder Jord for hendes rigelige gaver, atter andre er for familie, gæster osv.
Den sagde, at hvis man var spirituel, ville røgen svøbe sig omkring en. I mit tilfælde blæste den helt væk fra mig! Jeg har åbenbart ikke en særlig høj stjerne blandt ånder.
Vi fik en introduktion til en lang række forskellige planter og viden om, hvad aboriginerne brugte dem til, alt sammen meget logisk, når man tænker over det.
I 1971 fik de australske aboriginere deres eget, officielle flag. Den sorte farve symboliserer aboriginerne, rød er symbol for den røde jord, rød okker samt forbindelsen til ånderne. Den gule cirkel er solen, som giver liv og beskytter. På officielle flagdage vajer dette flag side om side med det australske. Men der er stadig endog meget lang vej til en egentlig forsoning, om nogensinde …
Der var flere gode oplevelser i Melbourne, men jeg skal også fortælle om mit ophold i Adelaide. Det bliver dog en anden god gang, for junkien her skal lige en tur i byen og se lidt mere!
Snyd ikke dig selv for Melbourne
I mellemtiden kommer nogle indtryk fra de hyggelige forstæder til Melbourne, St. Kilda med strand og stor forlystelsespark/marked bagved samt Abbotsford, hvor Laura, Greg og jeg var i biografen under åben himmel.
Jo, Melbourne kan jeg varmt anbefale til alle, der skulle få lyst til at ”smutte” en tur Down Under. Man bliver IKKE skuffet, den by har så meget at byde på, både arkitektonisk og kulturelt. Er man sportsinteresseret, kan man bl.a. opleve Australian Open, men det sprang jeg over denne gang.
Alt indhold i denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke gengives uden forudgående tilladelse fra forfatteren.
Copyright © 2014-2018. All Rights Reserved.
Få automatisk besked om nye indlæg – indtast din mail i boksen nederst på siden.
Del gerne via knapperne her!
0 kommentarer